Nyheder ⌟

ILCA 6-VM slutter uden medalje for Rindom – 18. plads til Munch

6. december 2021

Forhåndsfavoritten Anne-Marie Rindom måtte nøjes med 4. pladsen ved VM, der blev afviklet under svære forhold med let vind, udsættelser og aflysninger. Kaløvigs Anna Munch slutter som nr. 18, mens ILCA-feltets sidste dansker Michala Norsell blev nr. 32. 

Trods en 1. plads forud for finaledagen måtte den danske favorit Anne-Marie Rindom nøjes med en samlet 4. plads lige uden for medaljeskamlen, da ILCA 6 VM i Oman fandt sin afgørelse. På finaledagen blev der gennemført to sejladser, som kastede en 36. og en 19. plads af sig.

Det åbnede op for konkurrenterne, som udnyttede chancen for at overhale Anne-Marie Rindom indenom. Belgiske Emma Plasschaert snuppede VM-guldet foran polske Agata Berwinska, mens lettiske Viktorija Andrulyte altså tog bronze foran Rindom. Kun seks point var Rindom fra guldet – fire fra tredjepladsen.

– Jeg er selvfølgelig ærgerlig lige nu, for jeg ved, jeg har mere i mig. Men jeg bliver på den anden side også nødt til at være tilfreds set i lyset af den forberedelse, jeg har haft. De piger, der vandt medaljer, er virkelig dygtige og har trænet op mod den her siden OL, og de fortjener det virkelig, sagde Rindom efter sin 4. plads.

Svær uge med mange udfordringer

Forholdene gjorde det heller ikke nemt for feltet, som måtte slås med særdeles let vind og flere udsættelser og aflysninger undervejs. Desuden var Anne-Marie Rindom yderligere sat tilbage af en gang ondt i halsen under dele af mesterskabet.

– Jeg er rigtig glad for, at jeg kunne være med i kampen om guldet helt indtil sidste sejlads på trods af de mange fejl, jeg har lavet i løbet af ugen. Jeg havde mulighederne, men lykkedes desværre ikke med at komme helt i mål. Selvfølgelig ville jeg gerne vinde, og en fjerdeplads er altid frustrerende, men i det store hele er det et o.k. resultat, forklarede Rindom.

Også Kaløvig Bådelaugs Anna Munch var en del af ILCA 6-feltet i Oman. Hun sluttede på en samlet 18. plads, mens KDY’s Michala Norsell blev nummer 32 ud af i alt 63 sejlere. Se alle resultaterne fra VM i Oman her.

Foto: Sander van der Borch