Nyheder ⌟

Ib Tranberg enstemmigt valg som ny formand i Aarhus Sejlklub

14. september 2021

På den netop afholdte generalforsamling i Aarhus Sejlklub har medlemmerne peget på Ib Tranberg som ny formand. Ib er en erfaren sejler med ambitioner, der flygter med Aarhus Kommunes, om at gøre Aarhus til Nordeuropas bedste sejlsportsby. Ib Tranberg overtager formandsposten fra Jørgen Ringgaard.

Aarhus Sejlklub benyttede seneste generalforsamling den 9. september 2021 til at udpege en ny formand for klubben. Valget faldt enstemmigt på Ib Tranberg, som overtager posten fra Jørgen Ringgaard. Ib Tranberg, der selv er erfaren sejler og startede som ung med at sejle Snipe i Aarhus Sejlklub, afslører, hvad der fik ham til at takke ja:

– Det, der fik mig til at sige ja til rollen som formand i Aarhus Sejlklub, er de politiske udmeldinger om, at Aarhus skal være Nordeuropas bedste sejlsportsby. Det vil jeg gerne være med til at realisere, og jeg synes også, vi er godt på vej i kraft af et godt samarbejde med forskellige aktører i byen, fortæller han.

De store arrangementer og events lægger stort pres på havnen, og derfor efterlyser Ib Tranberg en helhedsplan for havnearealerne.

– Jeg tror på, at det stigende fokus, der er på sejlsporten, vil gøre, at vi sammen finder de nødvendige løsninger i form af en helhedsplan for havnearealerne og et godt samspil med de mange forskellige aktører/interessenter, fortæller han.

Flere medlemmer om samme båd

Det er ikke kun pladsen på havnearealerne, der bliver mindre på grund af den øgede aktivitet. Også pladsen i havnen er trang, og her er budskabet, at flere må benytte samme båd, så flest muligt for gavn af klubben og pladsen.

– Aarhus Sejlklub oplever kraftig vækst og består nu af 708 medlemmer. Væksten er blandt andet sket i J70-afdelingen, Sejlerskolen og Ungdomsafdelingen. Klubben råder kun over 160 bådpladser i den kommunale havn, så den eneste måde at, vi kan få flere ud af sejle, er ved at være flere om samme båd – og her har Sejlerskolen og J70 en central rolle, fortæller Ib Tranberg.

Ib er selv erfaren sejler og startede som ung med at sejle Snipe i Aarhus Sejlklub. Siden har han sejlet mange forskellige bådtyper i forbindelse med kap- og tursejlads. For tiden har han en X 332, hvilken han betragter som den bedste båd, han har haft.

Aarhus Sejklub er ikke kun en eftertragtet klub, men kan også prale af at have skrevet verdenshistorie ved det netop afholdte OL. Således er 75 pct. af sejlerlandsholdet (6 ud af 8) fra Aarhus Sejlklub og fortsat medlemmer. Det er vist ikke sket andetsteds.

Den nye bestyrelse ser således ud efter generalforsamlingen den 9. september:

Formand: Ib Tranberg

Næstformand: Kenneth Meier-Andersen

Fartøjsinspektør: Ib Holst Langberg

Kasserer: Renè K. Jacobsen

Sekretær: Rene Vester

Medlem: Povl Friis

Medlem: Hans Sommerlund

Foto: Peter Brøgger – fra VM-fejringen i 2019

Foto 2: Aarhus Sejlklub, Ib Tranberg