I Paris i 2024 er der igen kølbådssejlads på OL-programmet. Derfor inviterer Hou Maritime Idrætsefterskole (HMI) og Elite/Talent-center Aarhus i uge 29 på træningslejr i ’Mix Two Star’ i Hou, hvor deltagerne får rig mulighed for at skærpe kølbådsfærdighederne i professionelle rammer.
Er sommerferien ikke planlagt, har Hou Maritime Idrætsefterskole (HMI) og Elite/Talent-center et spændende tilbud til den dedikerede sejler. I uge 29 inviteres mere eller mindre erfarne sejlere således på træningslejr i den nye olympiske sejlsportsdisciplin ’mix kielboat’ – kølbåd med besætning bestående af en person af hvert køn.
Kølbådssejlads har igen fundet vej til OL-programmet fra 2024 i Paris – under betegnelsen ’Mix Two Star’, hvor begge køn er repræsenteret i 2-mandsbesætningen. Hvordan OL skal afvikles i 2024 vides endnu ikke, men der vil formentlig blive tale om distancesejlads.
Det bliver i hvert fald udgangspunktet for træningslejren, som foregår i Hou ved Odder, og udover almindelig bådhåndtering vil rumme teori om længere sejladser, herunder emner som meteorologi, strategi, psykologi og sikkerhed.
Træningslejren afsluttes med en 24-timerssejlads, der kombinerer teori og praksis. Er man selv ejer af en J70’er eller J80’er, er man velkommen til at benyttes sig af den. Hvis ikke, så stiller HMI 10 J80’ere til rådighed efter ’først til mølle’-princippet.
Praktisk information om lejren:
Målgruppen er erfarne og semierfarne sejlere. Altså sejlere, som tidligere har sejlet kølbåd med asymmetrisk spiler eller har erfaring fra en 2-personers jolle. Aldersgruppe fra 17-80 år.
Tidspunkt:
Tirsdag den 14. juli til lørdag den 18. juli 2020.
Sted:
Hou Maritime Idrætsefterskole, Villavej 13, Hou, 8300 Odder
Trænere:
Per Baagøe og Finn Beton samt meteorolog Mille Brandt.
Pris:
Inkl. båd, overnatning og forplejning i fem dage – 1.995 kr.
Spørgsmål:
Send mail til: rasmusbak@houmi.dk
Tilmelding:
Send mail til: rasmusbak@houmi.dk med navn, adresse og telefonnummer.