Nyheder ⌟

Hattrick af folkebåden Søsvalen efter DH-sejr i AFI 2Star Race

15. juni 2021

Aarhus Sejlklubs populære doublehand-sejlads AFI 2Star havde for tredje år i streg folkebåden Søsvalen som sejrherre. Folkebådene tog sig af hele podiet i sejladsen, hvor også en BB10-Meters måtte bugseres i mål. 96 både stillede til start i Aarhus. 

Tredje gang blev også lykkens gang for folkebåden Søsvalen, der igen-igen tog den samlede sejr i Aarhus Sejlklubs traditionsrige AFI 2Star Race, som blev afviklet fra lørdag til søndag i den forgangne weekend.

Igen var det folkebådene, der tog teten på strækningen og tegnede sig for alle podiepladser, da det samlede regnskab skulle gøre op søndag på havnen i Aarhus. Søndag blev en lænsstart afløst af 35 sømils krydssejlads.

For intet mindre end tredje gang i træk sejrede Søsvalen og kunne hæve Danmarks ældste kapsejladstrofæ, Damernes Pokal. Nanna tog andenpladsen, mens Havfrøknen sluttede som nr. 3.

X-43’er hurtigst i mål og bugsering af BB10-Meter

Godt nok sejrede Søsvalen samlet, men det var X-43’eren FrisBæx, der var første båd i mål i Aarhus. Efter DH måtte storbådsbesætningen således se sig henvist til en 24. plads ud af i alt 96 startende både, hvoraf 87 af dem gennemførte. Søndag blev de udfordret af 7-10 sekundmeter og op til to knobs modstrøm.

Et enkelt havari udspillede sig i løbet af stævnet, da en BB10-Meter syd for Tunø mistede hækstaget. Det uheld betød, at båden måtte udgå og efterfølgende bugseres den tunge vej til Aarhus.

Top-5 i AFI 2Star Race 2021 endte sådan:

  1. Søsvalen – folkebåd
  2. Nanna – folkebåd
  3. Havfrøknen – folkebåd
  4. Beluga – JPK 10.30
  5. Nordlys – Scankap 99