Når Sailing Aarhus Business Cup gennemføres under sommerens Sailing Aarhus Week for tredje år i streg, bliver det under nyt navn. Logistikvirksomheden Greencarrier Group, der blandt andet bor i Aarhus, har således tegnet et navnesponsorat, som i første omgang løber over de næste to år.
Greencarrier Business Cup bliver navnet på Sailing Aarhus’ virksomhedskapsejlads, når der igen i løbet af sensommeren 2022 skal dystes på Aarhusbugten. Greencarrier Group, der har specialiseret sig i logistik og transport og har sin lokale afdeling i Aabyhøj, har lavet en aftale på to sæsoner, som skal være med til at løfte eventen.
– Hos Greencarrier er vi stolte over at have indgået et sponsorat og samarbejde med Sailing Aarhus om Greencarrier Business Cup. Et sponsorat, der giver os mulighed for at skabe de perfekte rammer for en actionfyldt Greencarrier Challenge, som er et koncept, der udfordrer vores kunder og samarbejdspartnere på utraditionel vis, mens vi udlever vores værdier; humor og glæde, engagement og involvering, fortæller Morten Quist Andersen fra Greencarrier og tilføjer:
– Derudover ønsker vi med vores sponsorat at bakke op om Sailing Aarhus’ bæredygtighedsmanifest, hvor vi forventer at kunne fremme vores fælles agenda om bæredygtighed.
Fælles ambition om et fedt event for virksomheder i Aarhus og omegn
Formatet i eventen forbliver det samme; nemlig masser af sjov kapsejlads på vandet og kollegahygge på land. Sailing Aarhus, DKsejlsport og Greencarrier håber dog på, at det nyetablerede samarbejde vil give hele eventen et kvalitetsløft, som kommende deltagere vil gå gavn af.
– Vi er stolte over at indgå denne sponsoraftale med Greencarrier. Det er naturligvis en blåstempling af eventen, og vi glæder os til at kigge på, hvordan vi i samarbejde kan gøre Greencarrier Business Cup til et endnu federe event i de kommende år, fortæller Jon Koch Hansen, direktør i Sailing Aarhus.
Du kan læse meget mere om Greencarrier Business Cup 2022 her. Tilmeldingen er åben for alle virksomheder såvel med som uden erfaring med sejlsport. Du kan også blive klogere på, hvem Greencarrier Group er her.
Foto: Peter Brøgger – Sejlsportsfoto