Sailing Aarhus har fået en helt ekstraordinær mulighed, for at sende to unge mennesker kvit og frit, ud at sejle som trainee under Tall Ships Races. Men du skal skynde dig, for der er deadline for tilmelding på fredag!
Tall Ships Races 2019 – ‘Traineeophold’ under Tall Ships Races Bergen-Aarhus 22. juli – 3. august 2019 for unge 15-25 år. Er du interesseret i at deltage i sejladsen fra Bergen til Aarhus, så skynd dig at skriv til os inden:
Deadline for tilmelding er fredag den 5. juli kl. 10:00. Tilmelding på mail: jon@sailing-aarhus.dk
Baggrund.
Fra den 1.-4. august 2019 sætter verdens smukkeste skibe hinanden stævne i Aarhus, når Aarhus er sluthavn for The Tall Ships Races. The Tall Ships Races – verdens største kapsejlads for sejlførende skoleskibe – bliver
en maritim begivenhed, der fejrer både fortid, nutid og fremtid. Tusindvis af unge søfolk fra hele verden og
flere hundrede tusinde besøgende vil fylde Aarhus og skabe et maritimt folkeliv på Aarhus Havn uden
sidestykke. Med The Tall Ships Races 2019, vil Aarhus skabe endnu en maritim by event og samtidig have
fokus på at øge interessen for og kendskabet til dansk skibsfart og havet som arbejdsplads.
Hjertet i Tall Ships Races er ’traineeprogrammet’, hvor et stort antal unge mennesker mellem 15-25 år, på
tværs af nationalitet, sociale lag, religion, kultur og køn, påmønstrer de mange skoleskibe og sejler med som
mandskab på strækningen fra Bergen til Aarhus, et 12 dages togt. De unge påmønstrer i Bergen, Norge den
23. juli 2019 (med afrejse fra Aarhus den 22. juli) og afmønstrer 3. august 2019 i Aarhus.
Muligheder
De op mod 150 unge danskere mellem 15-25 år, der får den unikke mulighed for at være trainee, vil komme
fra mange forskellige samfundslag og have forskellige sociale og uddannelsesmæssige baggrunde.
De unge trainees kommer helt sikkert på gyngende grund under opholdet, men vi er sikre på, at et forløb på
et skoleskib kan være med til at give fast grund under fødderne i fremtiden. Både personligt og fagligt. Der
er ingen tvivl om at et ophold på et skoleskib, hvor indkvarteringen er tæt, opgaverne uopsættelige og
disciplin nødvendig, bidrager til at udvikle selvstændige unge mennesker. Der er mange børn og unge som
føler sig uden for fællesskabet og har svært ved at indgå i fællesskaber. Denne oplevelse vil give dem sociale
kompetencer og værktøjer, selvtillid, ansvar og ruste dem til en bedre fremtid. Turen er en ’life changing
experience’ ifølge andre unge der har prøvet det.
The Tall Ships Races 2019 Aarhus vil arbejde for at integrere unge fra alle samfundslag, unge af anden etnisk
herkomst, unge som er socialt udsatte, unge som i forvejen er sejlinteresserede og medlem af en sejlklub,
samt studerende som ønsker en oplevelse for livet. Desuden vil der også være mulighed for at personer med
en form for funktionsnedsættelse kan deltage. Med andre ord: de trainees der påmønstrer i Aarhus, vil
repræsentere mangfoldigheden i vores samfund og fælles for dem alle er, at de vil få en eventyrlig og lærerig
oplevelse på havet.
På et skoleskib får man alle muligheder for at udvikle og udfolde sig. Når vinden pludselig skifter retningen,
eller regnen pisker, kræver det både teamwork og evnen til at tænke selvstændigt for at manøvrere skibet
sikkert i havn. Det er situationer som disse, der lærer de unge at tage ansvar og navigere i uforudsete
situationer. Flere unge oplever måske ikke mange succeser i deres hverdag, men ombord på et skib, vil de
opleve mange. De vil opnå forøget og potentielt fornyet selvtillid, da der er mange opgaver som skal løses
både selvstændigt og i samarbejde med resten af besætningen. Ombord på et skib forventer man noget af
hinanden, for ellers bliver det svært at få vind i sejlene og skibet sikkert i havn. Når vi sender trainees afsted
på skoleforløb, er vi med til at fremtidssikre deres kompetencer og skabe selvhjulpne individer.
Opholdet på et Tall Ship skal uddanne de unge trainees til fremtiden. En fremtid, hvor teknologien vinder
indpas, og flere og flere jobfunktioner automatiseres. Derfor skal vi ændre kurs, når vi uddanner vores unge.
For vi kan eller skal ikke konkurrere med teknologien. Men vi kan uddanne vores unge mennesker og give
dem menneskelige kompetencer, som robotter og teknologi ikke kan hamle op med. Kompetencer som
adskiller os fra teknologien. Vi skal derfor uddanne vores trainees i at kunne samarbejde, drage omsorg for
andre, være kreative og tænke selvstændigt.
Der kan generelt læses mere om Tall Ships Races – herunder traineeprogrammet – på www.tsraarhus.dk