Nyheder ⌟

Formstærke danskere på startlinjen ved EM for 49er, -FX og Nacra

28. september 2020

Ni danske besætninger skal i den kommende uge forsvare de danske farver ved 2020 Forward WIP European Championship i Østrig. Hos 49erne er fem både med Kieleruge-vinderne Warrer og Precht klar, og hos 49erFXerne stiller tre rene aarhusianske både til start. Cenholt og Lübeck har meldt afbud på grund af en skade i Nacra 17, hvor én dansk båd er med.

Der er god grund til at være optimistisk på danskernes vegne, når EM 2020 for 49er, 49erFX og Nacra 17 indledes i denne uge. I hvert fald møder flere af danskerne op i god form efter Kieler Woche for et par uger siden og træningsstævnet Aarhus Olympic Days umiddelbart før afgangen til Tyskland.

Således sikrede Jonas Warrer og Jakob Precht sig sejren i Kiel i det, der for mange af sejlerne var første store stævne siden starten af 2020. De øvrige danske 49ere er Nyborg og Wright fra KDY, Salskov-Iversen og Nielsen fra KDY, Lyngbæk og Vinter fra Hellerup samt Michael Hansen og Nikolaj Buhl fra henholdsvis Aarhus og KDY. Sidstnævnte par stiller efter planen kun op ved dette EM-stævne, da begge har andre faste makkere.

I alt er der registeret 61 startende 49ere ved EM på Lake Attersee. Det er et pænt fremmøde set i lyset af de globale rejseudfordringer som følge af COVID-19. Alle skal da også fremvise en negativ corona-test for at få adgang til havnen, har stævneledelsen besluttet.

Aarhusianske FXere og afbud fra danske bronzevindere

Hos 49erFXerne er 40 besætninger tjekket ind, hvoraf tre er danske. Ida Marie Baad og Marie Thusgaard fra Aarhus Sejlklub blev nr. 4 i Kiel og sejrede ved Aarhus Olympic Days II op til Kieler Woche. Dermed ser formen også ud til at være god hos de to kommende OL-sejlere.

Baad og Thusgaard får aarhusiansk følgeskab til EM, hvor også søstrene Johanne og Andrea Schmidt fra Kaløvig Bådelaug samt Katrine Bendix Krogh og Laura Steenstrup Zeeberg fra Aarhus Sejlklub stiller til start.

Desværre er sidste års EM-bronzevindere fra Weymouth, Lin Ea Cenholt og CP Lübeck fra Aarhus/KDY, ikke at finde ved startlinjen, når starthornet til EM i Østrig lyder. CP Lübeck har nemlig pådraget sig en skade i underarmen, som kræver ro. Dermed er Natascha Souma-Pedersen og Mathias Borreskov fra KDY eneste dansker i det 30 katamaraner store Nacra-felt.

Store forventninger til de danske top-sejlere

Dansk Sejlunion ser frem til EM efter et 2020, som indtil videre har budt på aflysninger på stribe. Stævnet på Lake Attersee er derfor en kærkommen mulighed for at få pudse rutinerne af og skærpe samarbejdet i bådene.

De manglende internationale stævner har dog ikke fået Dansk Sejlunion til at skrue ned for forventningerne til de danske sejlere. Især Warrer og Precht samt Ida Marie Baad og Marie Thusgaard spås gode chancer for at vinde dansk metal.

– Vi har store forventninger til, at særligt de to besætninger kan gå hele vejen og placere sig godt. Men de forhold, der sejles under, spiller selvfølgelig en væsentlig rolle. EM afholdes i år på en mindre sø, hvilket er meget anderledes, end hvad vi er vant til. Derfor er jeg spændt på, hvad det konkret betyder for forholdene, fortæller cheftræner i Dansk Sejlunion Kristian Kjærgaard til dansksejlunion.dk.

– Uanset hvad vi møder dernede, bliver det godt for sejlerne at komme i gang igen. De har virkelig hungret efter at sejle de store stævner i år, tilføjer han.

EM starter i dag med alt det formelle samt træning, inden kapsejladsen finder sted de følgende dage med Medal Race søndag den 4. oktober. Følg med på Sailing Aarhus’ Facebookside eller på klassernes egne hjemmesider for løbende resultater.