Nyheder ⌟

Flyvende start for søstrene Schmidt ved sejlsports-EM i Aarhus

5. juli 2022

Aarhusianske Johanne og Andrea Schmidt har snuppet førertrøjen i kvindernes 49erFX-felt efter en vanskelig førstedag ved EM i Aarhus for de tre olympiske sejlsportsklasser 49er, 49erFX og Nacra 17. Frederik Rask og Jakob Precht fra Skovshoved er næstebedste danske besætning på 7. pladsen. EM løber frem til søndag den 10. juli med yderligere to kvalifikationsdage og tre finaledage. 

Årets EM i Aarhus var imødeset med store forventninger. Ikke kun fordi at mesterskabet er det største olympiske på dansk grund siden VM i 2018, men ligeledes fordi det er første gang siden OL i Tokyo, at så mange af de allerbedste i de tre klasser mødes til et stævne og konkurrerer for alvor.

Mange hold – heriblandt de danske – er nye og spændte på, hvor de står i forhold til at nå et OL i 2024, som for mange besætninger er det, det handler om. En af de relativt nye, unge besætninger er søstrene Johanne og Andrea Schmidt fra Kaløvig Bådelaug. De har tidligere i år vist gode takter, men ved første sejladsdag på hjemmebane i Aarhus kom de som skudt ud af en kanon.

Efter et solidt udlæg med en 3., 2. og 3. plads i tirsdagens tre kvalifikationssejladser har den danske Aarhus-besætning nemlig lagt sig i spidsen af 49erFX-feltet, der tæller 70 besætninger – blandt andet foran flere prominente navne, herunder de brasilianske OL-vindere Grael og Kunze på 5. pladsen.

– Det er en vildt fed følelse at ligge nr. 1 efter første dag, men vi ved også, at der er lang vej igen – det er kun én dag ud af seks. Vi er meget glade og stolte. Nu har vi tre gode sejladser i banken, fortalte søstrene Johanne og Andrea Schmidt umiddelbart efter sejladserne.

7. plads til danske medaljeaspiranter i 49er

Første dag blev afviklet i det, søstrene kalder ’klassisk Aarhus-vejr’ med springende vind og en stor byge med masser af vind, som forårsagede en del kæntringer med en afblæst sejlads til følge. Mindre voldsomt var det for de 96 49er-besætninger, som var på vandet senere på eftermiddagen. Også her var der rød-hvide farver i toppen af feltet.

Skovshoved-sejlerne Frederik Rask og Jakob Precht, der på forhånd var spået pæne chancer for en topplacering i 49er-feltet, er foreløbigt bedste danske båd på en 7. plads efter en serie på en 2., 5. og 8. plads. Yderligere tre danske 49er-joller befinder sig i den bedste halvdel af feltet.

Næstbedste danske 49er er Joakim Salskov-Iversen og Markus Nielsen på 16. pladsen, mens Philip Lyngbek og Mads Fuglbjerg fra Aarhus Sejlklub er at finde på 36. pladsen. Hollandske Lambrix og van der Werken forvaltede den drilske forhold på Aarhusbugten bedst og ligger på en øjeblikkelig 1. plads efter dag 1.

Lunken dansk 16. plads i Nacra 17

Nacra 17-feltets enlige danske besætning med Natacha Saouma-Pedersen og Mathias Borreskov fra Kongelig Dansk Yachtklub fik en jævn start på EM. Danskerne er nummer 16 efter en serie på en 17., 14. og 18. plads i dagens tre sejladser.

De italienske forhåndsfavoritter Ruggero Tita og Caterina Banti, der vandt OL-guld i Tokyo, har sat sig på førstepladsen i Nacra 17 skarpt forfulgt af hollandske van der Meer og Bouwer samt verdensmestrene fra 2021, Gimson og Burnet.

Onsdag venter tre nye sejladser for de 17 danske besætninger på tværs af de tre klasser. Sejladserne starter onsdag kl. 11.00. Se alle resultater fra EM’s dag 1 her.

Foto: Peter Brøgger