Vinderen af det eksklusive Off Shore Race fra Esbjerg til Aarhus gik i mål efter at have været non stop i 3 døgn, 20 timer og 14 minutter. Tirsdag middag gik Flying Dragon i mål i Aarhus.
Det blev ikke overraskende trimaranen Flying Dragon, en Dragonfly 40C med skipper Jens Thuesen, Jens Quorning og Tor Beltov ombord, der gik over mållinjen først efter 720 sømil bag sig. Første etape fra Esbjerg til Skagen, 285 sømil, blev nået på rekordtiden 24 timer – hvilket giver en gennemsnitsfart på 18 knob. Højeste fart blev logget til 21,8 knob mellem Læsø og Anholt.
– Vi har virkelig lært meget på den her tur! Og vi er stadig gode venner, griner Jens Thuesen ved ankomsten til Aarhus.
Flying Dragon har kun haft en enkelt skade på spileren undervejs, hvor en del af de øvrige deltagere har haft lang mere alvorlige ødelæggelser af udstyr, fra ror til svigtende selvstyrere. Og trioen er meget tilfredse med den nye båd fra 2021, der er bygget i kulfiber, og vejer væsentligt mindre end forgængeren, samt har en højere mast.
– Det er som en racerbil med et ekstra gear, fortæller Tor Beltov og tilføjer:
– Den er langt mere agil, og jeg vil skyde på 10-15 pct. hurtigere og god i let vind, hvilket var en klar fordel for et døgn siden, hvor alle øvrige deltagere lå stille.
16 besætninger stadig en route – fem er udgået
Vinderen kan tage en tiltrængt pause, og tage imod de resterende 15 besætninger, der er fordelt på Inshore- og Offshore-ruterne, hvor særligt de mindste både har et stykke igen. Næste finishere forventes at være de to svenske singlehandere, XAR og Embla, der i skrivende stund, tirsdag kl. 13.00, har 16 og 45 sømil til mållinjen.
5 besætninger har måtte kapitulere undervejs. Kun 17 af de startende 22 besætninger forventes at gennemføre den udfordrende sejlads. Se vinderinterview på Garmin Round Denmark Races YouTube-kanal.
Tekst: Susanne Hoeck
Foto: Jannik Friis