Nyheder ⌟

Flotte sejre i Laser Radial og Nacra til danske sejlere på Lanzarote

28. januar 2021

Danske sejlere slog til ved Lanzarote Winter Series, hvor det blev til sejre i Laser Radial for Anne-Marie Rindom og i Nacra 17 for Lin Ea Cenholt og CP Lübeck. En perfekt start på sejleråret 2021, der byder på et OL i Tokyo til sommer for begge besætninger.

De danske topsejlere rører igen på sig efter en tiltrængt julepause. I januar stod der nemlig igen kapsejlads på programmet for de danske sejlere i Laser Radial, Nacra 17 og 49erFX. Det skete under lunere himmelstrøg på Lanzarote ved træningsstævnet Lanzarote Winter Series.

Her stjal især Horsens-sejler Anne-Marie Rindom overskrifterne med syv sejre i 11 sejladser i det 40 kvinder store Laser Radial-felt, hvilket rakte til en stensikker samlet sejr foran Maria Erdi fra Ungarn og Vasilieia Karachaliou fra Grækenland.

Anna Munch fra Kaløvig var også en del af laser-feltet og noterede sig for en pæn 10. plads og en plads i medal race, mens KDY’s Michala Norsell sluttede stævnet på De Kanariske Øer på en samlet 28. plads.

Dansk Nacra-sejr i tæt afslutning

Også Lin Ea Cenholt og CP Lübeck sikrede sig en optimal start på 2021 med en sejr i første kapsejladsstævne, da de tidligere i januar tog stikket hjem i et beskedent felt med ti Nacra-besætninger ved Lanzarote Winter Series.

Undervejs blev det til to sejre i syv sejladser for KDY-Aarhus-duoen, som til sidst afgjorde tingene med to point ned til tyske Paul Kohlhoff og Alica Stuhlemmer samt halvt så mange point som svenske Emil Jarudd og Cecilia Jonsson på tredjepladsen.

I 49erFX var OL-aktuelle Ida Marie Baad og Marie Thusgaard fra Aarhus Sejlklub samt Kaløvig-søstrene Johanne og Andrea Schmidt også på plads. Begge måtte dog se sig besejret af de regerende olympiske mestre Martine Grael og Kahena Kunze fra Brasilien. Ida og Marie måtte nøjes med en 5. plads, mens Johanne og Andrea blev nr. 8 ud af 15 FX-sejlere.