Nyheder ⌟

Flotte østjyske resultater i Kiel – sejr til Warrer og Precht, 4. plads til Baad og Thusgaard samt sejr til Rindom

14. september 2020

Kieler Woche 2020 bød på masser af gode danske resultater. Warrer og Precht tog sejren i 49er, mens Baad og Thusgaard blev 4’er i et tæt 49erFX-felt. Endelig sejrede Anne-Marie Rindom i skades-comeback i Laser Radial. 

For første gang siden VM i februar var flere af de kommende danske OL-sejlere i aktion ved et større stævne, da det i den seneste uge gjaldt Kieler Woche. Ventetiden er tilsyneladende brugt rigtigt, for både i 49er, 49erFX og Laser Radial satte danskerne deres aftryk på tingene – to både strøg endda helt til tops i de olympiske klasser.

Hos 49erne var Jonas Warrer og Jakob Precht bedst sejlende og sikrede sig flot sejren foran spanske Botin og López Marra med samme pointantal. Franske Rual og Amaros blev henvist til tredjepladsen i det 52 både store 49er-felt, hvor Nyborg og Wright var næstbedste danske båd som nr. 16.

Ida Marie Baad og Marie Thusgaard, der weekenden forinden Kielerugen sejrede ved Aarhus Olympic Days-træningsstævnet, sluttede som nr. 4 a point med britiske Dobson og Tidey på tredjepladsen og Bekkering og Duetz på femtepladsen i 49erFX.

Søstrene Johanne og Andrea Schmidt fra Kaløvig blev næstbedste danske båd som nr. 21 i 49erFX-feltet, der blev vundet af tyske Lutz og Beucke foran amerikanske Roble og Shea.

Rindom tilbage med stil efter alvorlig skade

Verdens bedste kvindelige sejler i 2019, Anne-Marie Rindom, blev for få uger siden ramt af en tilbagevendt diskusprolaps i nakkeregionen. Alligevel stillede hun til start i Laser Radial i Kiel, og trods de nylige skadesproblemer blev det et comeback med stil.

Således sikrede Rindom sig den samlede sejr i det 46 både store felt foran evige konkurrenter som hollandske Marit Bouwmeester (nr. 2) og belgiske Emma Plasschaert (nr. 4). Et klart signal om, at Rindom nok skal være klar, når OL går løs til næste år.

Også unge Anna Munch fra Kaløvig markerede sig fornemt med en 13. plads i Laser Radial-feltet, hvor Michala Norsell fra KDY var tredje og sidste danske sejler. Hun sluttede på 28. pladsen.

7. plads til Cenholt og Lübeck i Nacra 17

Lin Ea Cenholt og CP Lübeck, der sejrede i Kiel-opvarmningen ved Olympic Days i Aarhus i sidste weekend, stillede også til start i Nacra 17. Desværre kostede to diskvalifikationer i de to første sejladser dyrt i den samlede stilling.

Trods flere pæne placeringer undervejs i de resterende sejladser var der for langt op til de to vindende italienere Tita og Banti, som med sølle 27 point viste sig ganske suveræne. I stedet sluttede det danske OL-håb på en samlet 7. plads ud af 26 Nacra-katamaraner – seks pladser foran den anden danske båd med Saouma-Pedersen og Borreskov.

Der var mange andre flotte danske resultater i mange af de øvrige klasser under Kielerugen. Eksempelvis sejrede Kaløvigs Anna Livbjerg i Europajollen foran Simon Christoffernsen fra Thurø.

Se alle resultater fra Kieler Woche 2020 her.