Både kaløvigerne Anna Munch og søstrene Johanne og Andrea Schmidt blev 5’er ved Trofeo Princesa Sofia i Palma, Mallorca. Fem danske besætninger sluttede i top-10 med stærke Medal Races-præstationer i årets første World Cup-stævne med over 1.000 sejlere og surfere tværs af ti klasser. Næste World Cup-dyst venter i franske Hyères.
Årets første World Cup-stævne Trofeo Princesa Sofia på Mallorca viste, at de danske sejlere trods længere tids pause grundet corona og vinterdvale fortsat hører til i toppen, når der skal konkurreres mod den internationale elite i flere af de olympiske sejlsportsklasser.
Kaløvig Bådelaugs Anna Munch noterede sig for en fornem 5. plads blandt 89 ILCA 6-sejlere efter en stærk 3. plads i det afgørende Medal Race. Således blev hun med klubkammeraterne Johanne og Andrea Schmidt i 49erFX og KDY’s Natacha Saouma-Pedersen og Mathias Borreskov i Nacra 17 bedste danske besætninger ved stævnet.
De tre 5. pladser blev fulgt op af yderligere to top-10-placeringer til Frederik Rask og Jakob Precht fra Skovshoved samt Jonas Warrer og Marcus Langagergaard i 49er på henholdsvis en 8. og 9. plads. For rutinerede Jonas Warrer var det et comeback til 49eren, efter at han i kølvandet på OL i sommers indstillede sin olympiske karriere.
Hele 40 danske besætninger stillede til start i Palma. Seks i 49er, tre i 49erFX, én i Nacra 17, to i ILCA 6, fire i ILCA 7, to i iQFoil kvinder, fem i iQFoil herrer samt syv i Kite Foil. Se alle de danske og øvrige resultater fra 51. udgave af Trofeo Princesa Sofia her.
Stor tilfredshed trods svære forhold
Trods de pæne, danske resultater i Palma kom de ikke helt omkostningsfrit og uden sved på panden. Vejr- og vindforholdene var mildt sagt vanskelige, hvilket især Rask og Precht måtte sande efter intet mindre end otte kæntringer på to ræs. Det gjorde ikke den samlede 8. plads, der blev sikret qua en sejr i Medal Race, mindre imponerende.
Der var også stor tilfredshed at spore hos Kaløvigs Team Schmidt, der gik ind til Medal Race som nr. 6. Efterfølgende gjorde søstrene Johanne og Andrea status over stævnet på via deres Facebook-side således:
– Sådan! Vi slutter årets første World Cup-stævne på en 5. plads ud fa 60. Vi går ind i Medal Race på en 6. plads – vi har mulighed for at blive alt mellem 2 og 6. Det var et fedt race, men vi formår ikke at vinde over de rigtige både. Vi går i mål som 5’er. Vi er meget stolte. Fokuspunkterne frem mod EM er fundet, og nu skal der trænes på Aarhusbugten.
Næste World Cup-stævne finder sted i franske Hyères fra 23. til 30. april 2022. EM i Aarhus venter i begyndelsen af juli 2022 for 49er, 49erFX og Nacra 17.