25 både stillede til start i Kaløvig Bådelaug, der i weekenden afviklede distance-sejladsen ’De 2 Øer’ rundt om Tunø og Hjelm. Melges 24’eren Altombord.dk og besætningen fra Egå snuppede sejren foran Faurby 363-båden Flicka III. Cirka 20 minutter var der mellem de to hurtigste både.
Distancesejladsen De 2 Øer – som kaldes Danmarks smukkeste midsommernat-kapsejlads – blev fredag aften skudt i gang fra Kaløvig Bådelaug, hvor 25 både lå klar til at begive sig ud på den valgfrie rute om omkring øerne Hjelm og Tunø.
Første båd over målstregen tilbage i Kaløvig blev Melges 24’eren Altombord.dk med Egå-sejler og skipper Jesper Davidsen samt de øvrige besætningsmedlemmer Erik Ørsted, Morten Davidsen, Lasse Rosenbeck og Sophus Jarvig. Sammen valgte de at gå om Hjelm først, hvilket viste sig at være den rette beslutning.
I hvert fald var Melges 24’eren 20 minutter hurtigere end Faurby 363’eren Flicka III og X302 LK’eren el Pelicano eXcelente, der således sluttede som henholdsvis toer og treer.
Vind i sejlene og potentielt ny rekord
Vinderbåden fortæller selv til minbaad.dk, at de nøje studerede strømkort og vejrudsigter før start i håb om at vælge den rigtige rute. Det så ud til at give pote allerede på vej til Hjelm, hvor vinden tog til, og Melges 24’eren planede hele vejen og overhalede flere af de tidligere startende både. Sejladsen er nemlig skruet sådan sammen, at de mindste og langsomst sejlende både starter først.
Mod Tunø mødte besætningen, der indledte sejladsen som en af de sidst startende både, en Seascape 24’er, der sejlede modsat. Da var det svært at vide, hvem der lå bedst til af bådene. Kort før Tunø Røn var Altombord.dk første båd på omsejlingsretningen uden konkurrenter i sigte.
Da klokken passerede 6.02 lørdag morgen kunne drengene på Altombord.dk række armene i vejret som vindere af De 2 Øer i Kaløvig. Da besætningen gik i havn fik de endda at vide, at de sandsynligvis havde slået den tidligere rute-rekord som en ekstra bonus efter en god og spændende nat på vandet.
Se den fulde resultatliste fra De 2 Øer her.
Foto: Peter Brøgger – Sejlsportsfoto fra AFI 2Star