Nedtællingen er i fuld gang for Bouwe Bekking, der vil sætte ny rekord på Danmark Rundt-distancen – den såkaldte Round Denmark Race Record. Den har start ud for Rømø og mål ud for Aarhus Internationale Sejlsportscenter. Bekking og Childhood1 ser ud til at sætte kurs mod rekorden den 28. juni.
Det danske sommervejr kan være lune- og svigefuldt. Det gælder ikke mindst, når man skal ud på en 775 sømil lang rute, der runder Danmarks fire yderste verdenshjørner. Sejlere, der ønsker at slå rekorden, er på udkig efter et lavtryk, der drejer med uret rundt på banen.
Hollandske Bouwe Bekking, der er bosiddende i Danmark, og hans besætning har været på standby siden den 20. juni. Og det ser fortsat ud til, at holdet ombord på den lynhurtige VO65’er Childhood1 vælger at vente endnu nogle dage, inden det går løs. Således viser vejrprognoserne nu, at et gunstigt vejrvindue åbner for en start omkring den 28. – 29. juni.
– Lige nu ser det ud til, at vi hverken skal starte for tidligt eller for sent. Således er den hurtigste prognose med en tidlig morgenstart den 29. juni, men risikoen er her, at vi løber tør for vind til sejladsens finale, siger Bouwe Bekking.
Fem danskere med ombord på Childhood1
Danskerne Jens Dolmer, Katja Salskov-Iversen, Emil Midé Erichsen og Theis Erichsen er ombord på sejladsen. De to brødre er med som ‘On Board Reporters’ og skal dokumentere rekordforsøget for Childhood-fonden, mens Jens Dolmer og Katja Salskov-Iversen får nøgleroller ombord qua deres erfaringer fra havkapsejlads og OL.
Udover Katja Salskov-Iversen er der to kvindelige, hollandske sejlere ombord, hvilket betyder, at kønsfordelingen kommer tæt på de nye besætningsregler til det kommende Ocean Race, der i parentes bemærket lægger vejen forbi Aarhus i 2022.
Starten for den nye Danmark Rundt-distance foregår tæt på overgangen fra tysk til dansk territorialfarvand ud for Rømøs sydlige del, mens målet ligger i Aarhus. Undervejs passeres Danmarks vestligste, nordligste, østligste og sydligste punkter. Dermed har sejladsen både start og mål i dansk farvand.
Vind et Wild Card til Round Denmark Race inshore 2021
Arrangørerne bag Round Denmark Race udlodder et startnummer til næste års Round Denmark Race. Vinder bliver den, der tager det bedste billede eller videobid på under 60 sekunder af Childhood1 under rekordsejladsen. Det gælder derfor om at følge med på trackingen for at være klar til at fange Childhood1 og besætning på vej rundt om Danmark.
Send billede eller video til info@rounddenmarkrace.com.
Arrangørerne af Round Denmark Race er Aarhus Internationale Sejlsportcenter, Sailing Aarhus og Shorthand ECM. De dækker rekordforsøget live, mens det sker fra sejlsportscentret i Aarhus, hvor der bliver daglige opdateringer, billeder og interviews fra Childhood1 med sejlerne og aktuelle gæster.
Det foregår på www.facebook.com/danmarkrundtsinglehand/ og på www.rounddenmarkrace.com.