29. maj – 8. juni 2023 er Aarhus som den første danske by nogensinde vært for megaeventen The Ocean Race. Nu kan arrangørerne bag The Ocean Race Stopover Aarhus 2023 præsentere Arla som en ny, vigtig samarbejdspartner.
Som officiel Stopover Business Partner under eventen i Aarhus bliver Arla involveret som en vigtig del af Sustainability Island på Pier 2, hvor der bliver et stort fokus på at fremvise bæredygtige løsninger og initiativer. Under The Ocean Race i Aarhus præsenterer Arla sammen med Arla Fonden forløb med fokus på mad. Konceptet kaldes Madspildsskolen og er udviklet i samarbejde med Too Good To Go.
Forløbene finder sted i de ikoniske mælkehuse, som bliver et markant blikfang på Sustainability Island. I hverdagene bliver Madspildsskolen en del af The Ocean Race Aarhus’ ambitiøse læringsprogram, mens der i weekenden og på helligdage er åbent for familier, som søger en hyggelig fællesaktivitet, der kan inspirere til sunde madvaner og et øget fokus på at mindske madspild.
Booking til de forskellige forløb for både skoler og familier åbner senere. Læs mere om Madspildsskolen her: arlafonden.dk/madspildsskolen/
Glæde over Arlas indtræden i The Ocean Race
Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard glæder sig over, at Arla involverer sig i byens store eventsatsning:
– The Ocean Race bliver en megaevent i 2023, hvor Aarhus som den første danske by nogensinde er vært for verdens længste og hårdeste havkapsejlads. Det bliver en storstilet begivenhed med stort fokus på at fremme gode, bæredygtige løsninger, og det glæder mig, at Arla med deres værdier omkring bæredygtighed nu indgår som en aktiv samarbejdspartner i eventen, siger Jacob Bundsgaard.
Hos Arla er der ligeledes glæde over de spændende muligheder i samarbejdet med The Ocean Race:
– Hos Arla er vi glade for at indgå som Stopover Business Partner under The Ocean Race, som foregår i den by, hvor vi har hovedkontor. The Ocean Race er en oplagt platform for Arla til at synliggøre vores arbejde for at skabe bedre, bæredygtige løsninger, og det bliver fantastisk at udfolde Madspildsskolen under en så stor event, siger Peder Tuborgh, administrerende direktør for Arla Foods.
Fakta om The Ocean Race:
- Siden 1973 har topatleter sejlet jorden rundt i det race, som tidligere hed Whitbread Round the World Race og Volvo Ocean Race
- Aarhus er den første danske Stopover by i racets historie
- Sailing Aarhus og Aarhus Internationale Sejlsportscenter er centrale partnere i projektet
- Blandt de offentlige partnere er Aarhus Kommune, Sport Event Denmark og Region Midtjylland
- Den Aarhus-baserede IT-virksomhed Trifork er officiel Stopover Presenting Partner
- Salling Fondene støtter folkefesten
Tekst: The Ocean Race Stopover Aarhus 2023
Foto: Aarhus Kommune, The Ocean Race ‘fly by’ 2018