Nyheder ⌟

Aarhusiansk OL-vinder sejler med i The Ocean Race

26. april 2023

Den olympiske guldmedaljevinder Martin Kirketerp påmønstrer i Aarhus hollandske Team JAJOs båd og skal sejle med på både sjette og syvende etape af The Ocean Race. Med den danske sejler ombord ser både Kirketerp, hans skipper, The Ocean Race og ikke mindst Aarhus frem til den sidste brik i puslespillet om et fantastisk stopover.

Martin Kirketerp slutter sig til Team JAJO i bådklassen VO65, som er den klasse, der konkurrerer i The Ocean Race VO65 Sprint Cup. VO65-bådene slutter sig racet igen i Aarhus efter en kortere pause og konkurrerer igen søndag 4. juni på Aarhusbugten i det såkaldte In-Port Race. 8. juni stævner Martin Kirketerp og resten af The Ocean Race ud mod næste etapemål i Haag i Holland.

Martin Kirketerp prøvede første gang kræfter med racet i 2011/12-udgaven og er glad for at være med igen:

– Offshore kapsejlads og The Ocean Race har altid været en stor drøm for mig. I løbet af de sidste 15 år har jeg sejlet en del offshore, og af en eller anden grund elsker jeg det bare. Det kan være smertefuldt og brutalt. Nogle gange ved du ikke rigtig, hvorfor du gør det. Men det giver dig nogle af de bedste sejleroplevelser, du kan få. Team JAJO klarede sig godt på første etape. Vi ligger nummer to lige nu, så der er alt at sejle for. Personligt kan jeg forhåbentlig bringe lidt mere fart og erfaring til holdet.

– Det er et privilegium at starte The Ocean Race i min hjemby Aarhus. Jeg har boet her hele mit liv, og det bliver fantastisk at have The Ocean Race her. Jeg glæder mig så meget til begge dele, In-Port Race og Leg Start. Jeg er sikker på, at Aarhus vil levere et godt show, god gæstfrihed og forhåbentlig vil der være mange tilskuere, som hepper på os. Aarhus er en sejlby. For mig er det vildt at være ombord på Team JAJO og starte racet i min hjemby. Det er en drøm, der går i opfyldelse, siger Martin Kirketerp.

Dansk Ocean Race-drøm en realitet

Drømmen om en dansker i The Ocean Race er således også gået i opfyldelse for arrangørgruppen i Aarhus, der blandt andet tæller Aarhus Kommune og partnere som Sport Event Denmark og Sailing Aarhus:

– Vi har været i gang med forberedelserne som værtsby længe og glæder os til, at det bliver vores tur 29. maj. Det er en kæmpestor nyhed med en dansker – og så tilmed en olympisk mester – som en del af The Ocean Race. At Martin ovenikøbet slutter sig til racet på hjemmebane i Aarhus er jo bare prikken over i’et. Jeg er sikker på, at både publikum og hele sejlermiljøet i byen og resten af landet hepper på Martin og er glade for, at en så respekteret og dygtig sejler repræsenterer Danmark i verdens hårdeste havkapsejlads. Vi ser frem til en masse fantastiske oplevelser under The Ocean Race i Aarhus, siger Jon Koch Hansen, direktør i Sailing Aarhus og kommerciel manager for The Ocean Race Stopover Aarhus 2023.

Team JAJOs skipper, Jelmer van Beek, ser også frem til, at Martin Kirketerp slutter sig til besætningen:

– Martin er kendt som en allround professionel. En vanvittig dygtig sejler. Og som en utrættelig arbejdshest. Hans CV taler for sig selv: Olympisk guld, deltagelse i The Ocean Race og SailGP, siger Jelmer van Beek.   

 

KIRKETERPS BLÅ BOG

  • Aarhus, Danmark. Født 13. juli 1982
  • Olympisk guldvinder, Beijing 2008, 49-er-klassen
  • Sejlede med på Team Sanya i The Ocean Race i 2011/12-udgave

Foto: Bob Martin/SailGP