Den 6. december modtog windsurfer Lærke Buhl-Hansen og 49er-sejler Jakob Precht Jensen, begge fra Aarhus Sejlklub, hver 14.000 kr. i støtte. Beløbet blev overrakt i FO-Byen af Sport Aarhus Events, som efter i mere end 25 år at have hvervet og afviklet store events i Aarhus nedlægges. Opgaven overgik i 2014 til Aarhus Events, hvorfor Sport Aarhus Events nedlægges ved udgangen af 2021 og de resterende midler uddeles til i alt 11 særligt dygtige sportsudøvere.
Lærke Buhl-Hansen og Jakob Precht Jensen modtog mandag den 6. december 2021 14.000 kr. i støtte, der kan anvendes til at dække udgifter som rejser, ophold, udstyr og andet, som gavner dem i forbindelse med udøvelsen af deres idrætsgrene.
Sejlerne var to af i alt 11 talentfulde sportsfolk, som den fra næste år nedlagte Sport Aarhus Events ønskede at støtte, inden eventorganisationen lægges i graven ved udgangen af 2021.
Sport Aarhus Events blev stiftet i 1996 af en række fremsynede politikere og organisationer. Formålet var at arbejde for at hverve udvalgte nationale og internationale idrætsarrangementer til afholdelse i Aarhus. Et målrettet formål, som kun få lande og byer havde strategi- og handlingsplaner for på daværende tidspunkt.
Stiftelsen skete næsten samtidig med, at Aarhus Byråd efter megen debat vedtog renovering af Aarhus Stadion og opførelse af en moderne opvisningshal. Begge dele blev indviet i 2001, og den første store prøvelse blev EM i kvindehåndbold i december 2002, hvor det danske hold besejrede Norge i finalen, og byens hvervearbejde bestod sin første test.
Omstrukturering af eventarbejdet i Aarhus
Sport Aarhus Events fik tilført midler fra Aarhus Byråd med virkning fra 2002, hvilket gav et driftigt årti med mange spændende sportsevents i byen. Samtidig opstod andre internationale events og arrangementer med et mere kulturelt sigte, f.eks. Tall Ships Races, Sculpture by the Sea og 100 året for fejringen af Landsudstillingen i 2009.
I 2014 samlede byrådet alle events inden for sport og kultur i en ny fælles eventorganisation for hele kommunen, Aarhus Events, med en klar, samlet eventstrategi, der dog ikke ændrede prioriteringen af sportslige events. Det vidner events som VM i Cross Country, VM i Sejlsport, Volvo Ocean Race fly by, Made in Denmark Golf, SailGP og The Ocean Race om.
Internationale sportsevents og andre større events spiller i dag en vigtig rolle i beskrivelsen af byens styrkeposition. En position, der både har været betinget af byens øgede økonomiske bidrag, diverse relevante faciliteter og ikke mindst en samarbejdende eventby.
Hverve- og afviklingsarbejdet er nu fuldt anerkendt som en integreret og vigtig faktor i byens erhvervs-, turist- og oplevelsessatsninger – og man kan roligt sige, at Sport Aarhus Events i dag har opfyldt de mål, som den blev sat i verden for for 25 år siden.
De 11 modtagere af Sport Aarhus Events støttecheck:
- Lærke-Buhl Hansen, windsurf (Aarhus Sejlklub) – sejlsport
- Jakob Precht Jensen, 49er (Aarhus Sejlklub/KDY) – sejlsport
- Kojo Musah, sprint (Aarhus 1900) – atletik
- Mette Graversgaard, sprint (Aarhus 1900) – atletik
- Jakob Edsen (Aarhus 1900/OK Pan) – orientering
- Kristian Høgenhaug (Aarhus 1900) – triatlon
- Mathias Bak (BK Thrott) – brydning
- Mads Vestergaard (Højbjerg BK) – badminton
- Signe Busk/Dmitri Kolobov (Aarhus Sportsdanserforening) – sportsdans
- Julie Leth (Aarhus Cyklebane/Ceratizit-WNT) – cykling
- Jasmin Andersen (Elite Vest Taekwondo, Aarhus) – taekwondo
Aarhus har gennem de seneste 20 år været vært for blandt andet:
Mere end 21 verdensmesterskaber
Mere end 30 Europamesterskaber
Mere end 30 World Cups eller tilsvarende
Desuden blandt andet:
Volvo Ocean Race
FC. Barcelona
Sail GP
SportAccord Convention
Play The game
Post Nord Danmark Rundt
Ironman
+ et utal af landskampe i fodbold, håndbold, basketball, volleyball, tennis, bordtennis, atletik, futsal etc.
Foto: Aarhus Events