Nyheder

Aarhus samler verdens bedste unge sejlere til historisk dobbelt-VM

Op mod 1000 unge sejlere fra 51 nationer kommer til Aarhus, når Aarhus Internationale Sejlsportscenter i august afholder ILCA 4 & 6 Youth World Championships 2026. Over 19 mesterskabsdage ventes mere end 3.000 gæster til det internationale stævne. Fra 1. til 19. august bliver Aarhusbugten centrum for international ungdomssejlsport, når ILCA 4 & 6 Youth […]
31. juli 2026

Op mod 1000 unge sejlere fra 51 nationer kommer til Aarhus, når Aarhus Internationale Sejlsportscenter i august afholder ILCA 4 & 6 Youth World Championships 2026. Over 19 mesterskabsdage ventes mere end 3.000 gæster til det internationale stævne.


Fra 1. til 19. august bliver Aarhusbugten centrum for international ungdomssejlsport, når ILCA 4 & 6 Youth World Championships 2026 afvikles ved Aarhus Internationale Sejlsportscenter. Først vil de yngre deltagere konkurrere i ILCA 4, derefter følger ILCA 6 for de ældre ungdomssejlere som en direkte forlængelse. Det er første gang, de to verdensmesterskaber afvikles efter hinanden i Aarhus.


“Det er noget helt særligt, at vi endnu en gang kan byde verdenseliten velkommen til Aarhus. At vi samtidig for første gang afholder to ILCA Youth World Championships direkte efter hinanden, gør det til en historisk begivenhed for os,” siger Jon Koch Hansen, direktør for Aarhus Internationale Sejlsportscenter.


“Over de 19 mesterskabsdage forventer vi mere end 3.000 internationale gæster, og vi glæder os til at skabe to verdensmesterskaber, som både sætter varige spor hos deltagerne og styrker Aarhus’ position som en af verdens førende værtsbyer for international sejlsport, vi er stolte over den tillid, Aarhus Kommune og Sport Event Denmark viser os ved at være med til at gøre disse verdensmesterskaber mulige”.


En særlig hjemmebane for de danske sejlere
Danmark er blandt de deltagende nationer, og de danske ungdomssejlere får dermed mulighed for at møde verdens bedste på hjemmebane. Anne-Marie Rindom, der har vundet VM- og OL-guld i ILCA 6, kender den betydning fra sin egen karriere.
“Jeg ved fra min egen karriere, hvor meget det betyder at få lov til at sejle store mesterskaber på hjemmebane. Den opbakning, man mærker fra familie, venner og det danske sejlsportsmiljø, giver noget helt særligt – både sportsligt og personligt,” siger Anne-Marie Rindom.


“Derfor er det fantastisk, at de danske ILCA-talenter får mulighed for at opleve et VM i Aarhus. At konkurrere mod verdens bedste på hjemmebane er en unik erfaring, som kan være med til at udvikle den næste generation af danske sejlere”.
For mange af deltagerne bliver mesterskabet i Aarhus deres første VM og et af de hidtil største stævner, de har sejlet. Andre kommer med erfaring fra tidligere internationale mesterskaber og ambitioner om en fremtid på seniorniveau. Og måske endda De Olympiske Lege.


Aarhus bygger videre som international værtsby
Aarhus har gennem en årrække opbygget erfaring med at afvikle store internationale sejlsportsbegivenheder. Senest var byen vært for VM i den olympiske windsurfi ngklasse iQFOiL i 2025. Med de to ILCA-verdensmesterskaber bliver Aarhus igen samlingspunkt for international sejlsport og nogle af verdens bedste ungdomssejlere. Mesterskaberne bliver afviklet med støtte fra Sport Event Denmark og Aarhus Kommune.


“Aarhus har opbygget en stærk international position som værtsby for sejlsport, og de to ILCA-verdensmesterskaber bygger videre på den udvikling. Det er events, som både styrker dansk idræt og skaber konkret værdi for sporten og værtsbyen,” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.


Robotbøjer, frivillige og aktiviteter på land
Under mesterskaberne bruger Aarhus Internationale Sejlsportscenter selvsejlende robotbøjer med elmotor og GPS. De styres fra en tablet og kan selv fi nde og fastholde deres position på banen. Det reducerer behovet for dieseldrevne gummibåde og letter arbejdet for de frivillige på vandet.


Et stort korps af frivillige fra byens sejlklubber hjælper samtidig med alt fra bemanding af både til morgenmad til sejlerne. For publikum er der gratis adgang, og på promenaden ved sejlsportscenteret vil der være aktiviteter for både børn og voksne.

Pressekontakt
Frederik Duus
Telefon: 28 12 35 28
Mail: duusentak@gmail.com

Lotte Pape
Telefon: 41 85 50 74
Mail: lottepape@gmail.com

Danske deltagere i ILCA 4 & 6 Youth World Championships 2026:
ILCA 4 piger: Isabella Købke, Katrine Sennels, Oliva Skytte
ILCA 4 drenge: Marius Andersen, Ferdinand Buck-Hansen, Johannes Busck, Frederik Filertsen, Thor Husted Frank, Johan Gundborg, Johan Peitersen Højland, Nils Knoke, Aksel Laustsen, Bjørn Otto Lund-Fjell, Alexander Mørup-Petersen, Emil Præst Pedersen, Carl Thrane


ILCA 6 kvinder: Signe Christensen, Astrid Hedegaard, Signe Søgaard Rasmussen, Iben Ziegler
ILCA 6 mænd: Frederik Børsting, Sebastian Dahlgaard, Malthe Husted Frank, Thor Husted Frank, Ditlev Joensen, Hannibal Morgen, Peter Selko, Alexander Søndergård, Marcus Taul Nissen