Nyheder ⌟

Aarhus Ø står på ny bag byens største sankthansfest – Bundsgaard er båltaler

14. juni 2023

I 2022 bød ’Sankthans på Øen’ på byens største bålfest med 7.000-8.000 mennesker på havnefronten. Den 23. juni 2023 tændes sankthansbålet atter på vandet foran Aarhus Internationale Sejlsportscenter med et forbedret setup og en ny båltaler i form af borgmester Jacob Bundsgaard. Sailing Aarhus, Fællesrådet for Aarhus Ø og Træskibshavnen samt andre lokale aktører står bag festen.

Det er muligt, at et potentielt afbrændingsforbud sætter en stopper for sankthansfesten i år, men skulle forbuddet bliver en realitet, er Aarhus Ø måske et bud på byens mest sandsynlige sankthansfest, fordi bålafbrændingen foregår på vand med behørig sikkerhedsafstand til såvel natur som gæster.

Derfor forventer Sailing Aarhus, Fællesrådet for Aarhus Ø og Træskibshavnen fortsat at invitere øboere og andre borgere i Aarhus og omegn til det, der sidste år var byens største sankthansfest målt på gæster. I år regner Sailing Aarhus-direktør Jon Koch Hansen også med et stort rykind:

– Hvis vejret arter sig, forventer vi et besøg i samme størrelsesorden som i 2022. Vi har lært af sidste år, som var år 1 for eventen, og opskalerer vores setup, så vi stiller an med mange flere salgsboder, bedre lydanlæg og flere aktiviteter på pladsen. Derudover har byens borgmester, Jacob Bundsgaard, takket ’ja’ til at holde årets båltale, fortæller Jon Koch Hansen.

Måske den bedste sankthans-lokation i byen

Sankthans-programmet begynder med åbning af boder på eventpladsen, der løber fra plænen ved Aarhus Internationale Sejlsportscenter ved indsejlingen til lystbådehavnen og op til Jette Tikjøbs Plads. Hele vejen hen langs havnefronten er der udsigt til bål på vandet med Mols og Samsø som smukt bagtæppe i midsommersolen.

– Aarhus kan jo bryste sig af at have én af verdens bedste sejlsportsarenaer i Aarhusbugten, det så vi senest med The Ocean Race, men mit bud er, at man heller ikke finder en flottere ramme om en sankthansfest i byen end her på ’Øen’. Vi glæder os til en fantastisk aften med en masse glade mennesker på havnefronten, fortæller Jon Koch Hansen.

Sammen med Fællesrådet for Aarhus Ø håber Sailing Aarhus på at gøre sankthans på Aarhus Ø til en fast tradition med opbakning fra lokale beboerforeninger, virksomheder, foreninger og øvrige interessenter, herunder Aarhus Ø Erhvervsnetværk og Løvbjerg.

Du kan følge Sailing Aarhus på Facebook eller finde den nyligt oprettede Facebook-begivenhed på ’Sankthansfest på Øen 2023’ og få alt nyt om næste års sankthans-arrangement.

Program* for den 23. juni 2023:

Kl. 18.00 – Pladsen åbner fra Aarhus Internationale Sejlsportscenter til Jette Tikjøbs Plads

Kl. 18.00 – Boderne åbner for salg af mad og drikke

Kl. 20.00 – Aarhus Harmoniorkester på det grønne areal ved Sejlsportscenteret

Kl. 21.00 – Poetisk sankthans-hilsen til Aarhus Ø v. Johs Thorst

Kl. 21.30 – Båltale v. Borgmester Jacob Bundsgaard

Kl. 21.45 – Bål tændes. Når ilden får fat, spilles midsommersangen

Kl. 23.00 – Boder lukker. Tak for i aften!

*Vi tager naturligvis forbehold fra eventuelt afbrændingsforbud

Foto: Søren Wiegand