Nyheder ⌟

Aarhus bliver vært for ny udgave af ’Danmark Rundt’ i 2021

20. april 2020

Sailing Aarhus, Aarhus Internationale Sejlsportscenter, Skandinavisk Single-handsejler-Forening og eventfirmaet Shorthand ECM går sammen om helt ny udgave af sejladsen ’Danmark Rundt’ for solo-, 2star- og fuldbesætning. Navnet bliver Round Denmark Race med start i 2021.

I 2019 overtog Morten Brandt, der står bag eventfirmaet Shorthand ECM, Danmark Rundt fra Skandinavisk Singlehandsejler-Forening. Da var det en solosejlads sejlet efter måleregel bestående af syv ben med tvungne stopovers.

I dag er det en klasseinddelt non-stop sejlads for både doublehand og fuldbesætning samt singlehand med frivillige stop undervejs. Det nye format får debut til næste år, hvor Aarhus er udpeget som værtsby for Round Denmark Race, som sejladsen er navngivet.

– Jeg er begejstret for den aftale, der er lavet mellem Sailing Aarhus, Aarhus Internationale Sejlsportscenter, Skandinavisk Singlehandsejler-Forening og Shorthand ECM. Der er ikke tvivl om, at vi kommer til at sætte en ny dagsorden for at udvikle havkapsejladsen i Danmark og Nordeuropa i de kommende år, fortæller Morten Brandt fra Shorthand ECM og tilføjer:

– Vi ville gerne have været i gang i år, men det satte coronakrisen desværre en stopper for.

Samarbejde med spændende perspektiver

Flere byer har været i spil som potentielle værter for Round Denmark Race, som oprindeligt skulle have været sejlet for første gang midt i juni i år. I sidste ende faldt valget på Aarhus, der gennem de seneste årtier har markeret sig som landets sejlsportshovedstad.

– Det bliver virkelig en spændende event. Med det kommende fokus på den nye olympiske klasse offshore mixed doublehand og The Ocean Race i Aarhus i 2022 var det naturligt for os at kigge i denne retning. Vi træder ind i et spændende team med Morten Brandt, og da Sailing Aarhus sammen med de aarhusianske sejlklubber har masser af praktisk erfaring og kompetencer inden for afvikling af store events, er det et samarbejde, vi ser frem til, fortæller Sailing Aarhus-direktør Jon Koch Hansen.

Aarhus Internationale Sejlsportscenter ser ligeledes muligheder i det nye samarbejde, lyder det fra centerchef Thomas Capitani.

– Det er en naturlig udvikling, der ligger rigtig godt i tråd med vores indsats gennem mange år. Vi er stolte over at være med til at skabe et event, der både henvender sig til bredden og eliten i Nordeuropa, fortæller han.

Detaljerne om Round Denmark Race 2021 følger

Mens Sailing Aarhus, Aarhus Internationale Sejlsportscenter og Shorthand ECM står for at formgive sejladsen, spiller Skandinavisk Singlehandsejler-Forening en nøglerolle i forhold til at formulere sikkerhedsprotokoller for solo- og 2star-sejlerne foruden det at koordinere sikkerhed og overvågning under selve sejladsen.

Det forventes, at der hvert år skiftes mellem to sejlruter – et inshore på cirka 650 sømil og et offshore på hele 890 sømil svarende til 1.650 km. Det ventes, at første udgave af Round Denmark Race i 2021 sejlere som inshore.

Læs mere om Round Denmark Race på hjemmesiden rounddenmarkrace.com, hvor det er muligt at tilmelde sig en mailingliste og løbende læse nyt om sejladsen.