Knap halvdelen af de 62 startende både krydsede mållinjen i Aarhus før lukketid søndag kl. 12, da første udgave af Garmin Round Denmark Race inshore 2021 nåede sin afslutning. Racets helt store udfordring blev den gennemgående lette vind, men selvom deltagerne blev presset fysisk og mentalt på den 650 sømil lange rute, var der også tid til at opleve Danmarks smukke natur.
Kl. 11.11.30 passerede den tyske J 120’er Hunky Dory den imaginære målstreg ud for Aarhus Internationale Sejlsportscenter som sidste af i alt 24 både, der nu kan bryste sig med at have gennemført allerførste udgave af Garmin Round Denmark Race.
Den seneste uge har budt på lige dele udfordringer, eventyr og dramatik, ligesom en usædvanlig tynd luft ugen ud har medvirket til at gøre den 650 sømil lange rute ekstra lang og hård for sejlerne.
Fredag formiddag krydsede den første solosejler Jan B. Hansen i sin Figaro 2 The Beast mål i Aarhus efter 4 dage, 22 timer, 1 minut og 42 sekunder (hviletiden fraregnet) efterfulgt af singlehanderne Beluga og Embla. Umiddelbart efter målgang indløb der en protest omkring The Beasts hviletidsbestemmelser med et større efterspil, hvis afgørelse kan læses her.
Doublehand- og full crew-sejlerne blev som bekendt sendt afsted to døgn efter de singlandssejlerne, men alligevel blev den tyske Elliott 52 SS Rafale fjerde båd i mål fredag aften efter 4 dage, 5 timer, 25 minutter og 4 sekunder. Endelig blev den tyske Dragonfly 800 Tri natten til søndag første doublehander i mål efter 5 dage, 12 timer, 24 minutter og 5 sekunder. Dermed tager The Beast, Tri og Rafale Line Honours i hver af de tre hovedkategorier.
Magisk midnatssol og naturoplevelser
13 solosejlere, 3 doublehandere og 8 full crew-besætninger besejrede ruten, hvor Danmark – bortset fra de svage vindforhold – ifølge sejlerne selv viste sig fra sin smukkeste side. De lange, lyse nætter, midnatssolen, de lune sommertemperaturer og et levende marint liv med nysgerrige havdyr var med til at gøre en ellers strabadserende oplevelse ganske eventyragtig og unik.
Mange af de magiske øjeblikke er foreviget i billeder og video på Facebook-gruppen ’Round Denmark Racers’ af sejlerne, mens fotograf Peter Brøgger ligegledes har fanget sejlerne og delt dem via sin egen side, Sailing Aarhus’ side og Garmin Round Denmark Races side.
De 24 gennemførte både er i kronologisk rækkefølge The Beast, Beluga, Embla, Rafale, La Femme, Palby Marine, Garfield, Xusidus, Bindi, Let’s Sea, Cassiopeia, Ginkgo, FeOs, Tri, Uijuijui, Blue Deal, Oxygenia, Rose of Sweden, Jingo, Autohuset Hørsholm, Joy, Lady Stardust, Wuchtbrumme og Hunky Dory. Se detaljerne her.
Top-3 i de tre hovedkategorier er:
Singlehand:
- The Beast – Jan B. Hansen (Danmark)
- Beluga – Anders Johansen (Danmark)
- Embla – Anders Nyberg (Sverige)
Doublehand:
- Tri – Lars Kaempfe (Tyskland)
- Rose of Sweden – Jörgen Rosengren (Sverige)
- Jingo – Frank H. Lavrsen (Danmark)
Full Crew:
- Rafale – Henri de Bokay (Tyskland)
- Palby Marine – Michael Møllmann (Danmark)
- FeOs – Tue S. Andersen (Danmark)
OM GARMIN ROUND DENMARK RACE:
Garmin Round Denmark Race er en årlig tilbagevendende havkapsejlads og én af de længste ”inshore” kapsejladser i verden, Med sine 650 sømil er er den længere og mere krævende end f.eks Sydney Hoboart og Fastnet Race.
Garmin Round Denmark Race planlægges og gennemføres i samarbejde mellem Shorthand Events, Sailing Aarhus og Aarhus Internationale Sejlsportscenter med støtte fra Garmin Danmark og Aarhus Kommune.
Line honours – singlehand: Jan B. Hansen, The Beast
Line honours – doublehand: Tri, Lars Kaempfe (skipper)
Line honours – full crew: Rafale, Henri de Bokay (skipper)