VM-pladserne blev i weekenden uddelt, da Aarhus Sejlklub stod bag 2. og sidste afdeling af kvalifikationen til sommerens 29er VM i Aarhus. 26 af landets bedste 29er-besætninger deltog i stævnet, hvor der blev afviklet 23 sejladser over to weekender.
I weekenden fortsatte kvalifikationen til VM i Aarhus for de bedste 29er-sejlerne, der havde godt med vind i sejlene, da de i første omgang 12 pladser til sommerens VM i Aarhus skulle uddeles.
Stævnet, der blev gennemført i Aarhus Sejklub, kom i stand, fordi coronarestriktioner måske begrænser antallet af deltagere til sommerens VM, hvilket har fået den internationale klasse til at opfordre til nationale ranglister for at sikre adgang til de bedste sejlere.
Den danske kvalifikation tager blandt andet hensyn til drenge- og pigebesætninger og alder, men ikke desto mindre faldt det hele på plads, da de 26 unge besætninger i weekenden havde gennemført de i alt 23 sejladser over fire dage på vandet.
Kvalsejr til duoen Dehn-Toftehøj
Udover kvalifikationen var der også præmier på spil for sejlerne, fordi stævnet ligeledes blev afviklet som et selvstændigt et af slagsen. Jens-Christian og Jens-Philip Dehn-Toftehøj fra KDY lå efter første weekend i spidsen for stævnet, og det blev der ikke pillet ved i weekenden.
Næstbedst blev Gustav og Clement Åsholm-Bradley fra Hellerup Sejlklub foran Nicklas Holt og Mads Fuglbjerg fra Aarhus Sejlklub på tredjepladsen. Trods hensyntagen til alder og besætningssammensætning flaskede det hele sig således, at top-11 på resultatlisten sikrede en plads ved VM, mens Camilla Svensson, Skærbæk Bådeklub, og Anna Munkholm Jakobsen fra Marselisborg Sejlklub/MAST, på 14. pladsen også slap gennem nåleøjet som bedste U17-besætning.
De øvrige danske besætninger på resultatlisten kan fortsat få adgang til VM-stævnet, hvis coronarestriktionerne lettes, inden det internationale 29er-mesterskab begynder i slutningen af juli. Se hele resultatlisten her.
En dedikeret gruppe af frivillige 29er-forældre fra Aarhus Sejlklub sørgede for at skabe en fantastisk ramme om VM-udtagelsesstævnet, hvor også den efterhånden legendariske Aarhus-træner Finn Beton agerede baneleder.
Læs historien fra første weekend af stævnet og se alle Peter Brøggers billeder fra begge weekender på enten hans egen Facebook-side eller på Sailing Aarhus’.